1. Hav et farvetema
Som i enhver anden indretningsplan, så sørg for at have et farvetema. I mit hjem bruger jeg for eksempel guld, sølv og rosa farver i juleindretningen. Hold dig gerne til nogle få farver, da indretningen ellers kan virke rodet og overvældende.
2. Gør-det-selv
Hvis de farver du vælger, gør det svært at finde julepynt i lige netop dit farvetema, så vær ikke bange for at kreere noget julepynt selv eller at opgradere noget af det du allerede har. Spraymaling vil i det sidste tilfælde være din ven. 😉
3. Brug naturen
Brug af naturen er ikke nødvendigvis kun begrænset til adventskransen. Bring naturen ind i indretningen. Brug grene, gran, kogler eller andet du lige kan finde. Det varmer så dejligt i indretningen og giver en fantastisk jule/vinterstemning.
4. Ryd ud!
For ikke at få et overfyldt og måske endda et stilforvirret hjem, så husk ikke blot at fylde op med julepynt – husk også at pakke nogle af dine andre pynteting ned i julen, så julepyntet står frem og bliver det dominerende. Det giver også det plus, at man får et friskt pust i indretningen, når de stilles frem igen efter jul. Og man får oven i købet chancen for, at lave lidt om på det hele med et par friske øjne. 🙂
5. Brug dit bagværk i indretningen.
Har du bagt lækre småkager, konfekt eller noget helt tredje? Så hav det gerne stående fremme på et fad eller i kræmmerhus på juletræet eller andre steder. Det skaber ikke blot en dejlig julestemning, det dufter også skønt!
I ønskes alle en glædelig jul.
Charlotte
Ps. Se også blogindlægget med tips til din gaveindpakning her.